23948sdkhjf

Salling Group solgte 163 butikker – nu forsvinder de helt

Danmarks største dagligvarekoncern Salling Group sagde i 2019 farvel til det svenske marked med frasalget af i alt 163 Netto-butikker, der blev solgt til det svenske selskab CBS for knap 1 mia. kr.

Nu forsvinder det absolut sidste spor efter Salling Groups svenske eventyr.

Torsdag den 18. februar åbner CBS (Coop Butiker & Stormarknader) – en butik på Flygaregatan i Halmstad. Det er den sidste tidligere Netto-butik, som nu er konverteret til en Coop-butik, skriver CBS i en pressemeddelelse.

Dermed er Netto-navnet endegyldigt fortid i Sverige.

Et godt tilbud

Salling Group etablerede sin første Netto-butik i Sverige i 2002 og endte med at åbne 163 af slagsen, inden man solgte dem alle fra. Ifølge koncernchef Per Bank fik man et tilbud, der var for godt til at afslå, selvom de svenske butikker i princippet ikke var til salg.

Hvor meget Salling Group fik for sine svenske Netto-butikker, ville parterne ikke fortælle. Men da Salling Group aflagde koncernregnskab for 2020, var der bogført en indtægt fra salget på 969 mio. kr.

Køberen CBS er et datterselskab af Coop Sverige og har i en overgangsperiode drevet butikkerne videre under Netto-navnet. Men nu er de altså alle omdannet.

Satser i Polen

Mens Netto ikke længere huserer i Sverige, er discountkæden til gengæld i gang med at indtage Polen. Midt under coronakrisen overtog Salling Group Tescos 300 polske butikker i en handel til 1,5 mia. kr. – den hidtil største i Salling Groups historie.

Salling Group er i gang med at omdanne samtlige polske Tesco-butikker til Netto, som dermed bliver en af de største discountkæder i det østeuropæiske land.

Når konverteringen er gennemført, vil en tredjedel af Salling Groups omsætning komme fra udlandet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11